Der er en grund til at klassikere hedder som de gør. Fordi de fungerer. Det gælder også indenfor gastronomien, hvor retterne fra det klassiske køkken stadig er blandt de mest populære i verden. Men nogle gange kan selv klassikerne forbedres. Det er filosofien bag det helt nye madkoncept for vores møde- og konferencegæster på Odense Congress Center.

Har du lyst til en prøvesmagning på fremtidens mødemad? Så skriv til os på anbo@ose.dk - så finder vi en dato, hvor du kan opleve en helt ny måde at blive både mæt og glad på ved konferencemiddagen.

Ny-klassisk, kalder vi det – og det er præcis, hvad du får; hæderkronede retter, genopfundet og tilsat et frækt twist af fynsk kreativitet samt nogle af landets fineste råvarer. Det hele serveret i delikate, enkle og nøje afstemte portionsanretninger, direkte ved bordet. Samtidig gør vi det hele lidt sundere og mere grønt – når det ikke går ud over smagen.

Men der er mere endnu. Vi tror på, at variation på tallerkenen er nøglen til en madoplevelse, der er spændende og lækker fra første til sidste bid. Det skal være muligt at spise sig mæt, uden at spise sig træt.

Den filosofi løber vi nu linen helt ud på, med tallerkner, der præsenterer dig for fem-seks helt forskellige anretninger. Alle sammen hjemmelavede nyfortolkninger af kendte klassikere, anrettet smukt hver for sig.

Det betyder, at du kan forkæle dig selv med en moderne hønsesalat, en velhængt engelsk bøf eller et perfekt stykke smagfuld hellefisk med brøndkarsepesto – og så har du endda kun smagt halvdelen af, hvad din frokost byder på.

 

Mere smag – mindre spild
Samtidig med, at vi skruer op for kvaliteten og nyskabelsen, skruer vi ned for madspildet. Med de nye portionsanretninger kan vi nemlig langt om længe gøre op med den gammeldags måde at servere på: buffeten.

Almindelige buffeter er lette at sætte op og genfylde, men de er ualmindeligt dårlige for miljøet, på grund af den høje spildprocent. Et spild, der ikke gavner nogen – og slet ikke dig som gæst.

På OCC har vi længe haft bæredygtighed og food waste i fokus, så det passer smukt ind at vi nu kan føje sidste led i kæden til vores bestræbelser på at skåne naturen. Fra vores mange lokale, økologiske råvareleverandører, til glade gæster og et minimalt spild ved bordet. Dét synes vi giver mening.

Nyt menukort – nye måder at gøre tingene på
Det er ikke let at omstille sig fra konventionelt kongrescenter-køkken til den nye måde at tilberede og servere din frokost på.

Derfor har vi brugt flere måneder på at finde de helt rigtige arbejdsgange og processer, så du får endnu højere kvalitet, til de samme lave priser. Det tager tid at lave tingene fra bunden, men nu har vi knækket koden – og det garanterer vi, at du vil kunne både se og smage ved bordet.

Blandt de nye tiltag er en helt ny kollega, vores egen "mesterslagter", der står for alle vores kødprodukter. Med råvarer fra vores 100 % danske kødleverandører laver han alt fra egen rullepølse til fynsk chorizo og grillpølser, mens vores egen bager leverer friskbagt brød i alle afskygninger. Sammen med vores øvrige kokke sørger de for, at nyt ikke bare er nyt – det er også rigtig, rigtig godt.

Hvad skal vi servere for jer?

Du kan opleve vores nye madkoncept fra den 1. august, hvor vi lancerer det dugfriske menukort for mødegæster fra hele landet.

Hvis I ikke har tid til den helt store frokost, så bare rolig. Vi beholder vores populære tapasbuffet, hvor flere af de helt nye retter også vil være at finde. Ideelt til de situationer, hvor en hurtig snack passer bedre ind i jeres program.

Vi tror selv på, at fremtidens møde-mad er lækker, frisk, varieret og serveret direkte ved bordet – og vores testspisere har alle vendt tommelfingeren opad. Derfor glæder vi os meget til at præsentere jer for en helt ny frokostoplevelse, næste gang I besøger os.

Kendte delikatesser – med et spændende twist. Det er ny-klassisk på OCC.

Velbekomme!