Torsdag d. 19. februar 2009 af Helle Fjord - Foto: Erik Kempf

Premiere på Disney on Ice - Princess Classics

Når det er jul, er der ingen som Disney, der kan trylle den helt rigtige julestemning frem. Det samme gør sig gældende, når kærligheden kommer under behandling i den form, den antog, da man fandt den eneste ene og giftede sig for livet – dengang da man ikke tog turen op ad kirkegulvet mere end én gang.
 
Disneys show ’Princess Classics’ er en tur i nostalgiens karrusel, hvor de ’rigtige’ klassikere præsenteres en efter en. Og de er der alle sammen: Snehvide og de syv små dværge, Tornerose, Ariel, Skønheden og Udyret, Mulan, og ikke mindst Askepot.
 
Magien er til at få øje på – hele forestillingen er intet mindre end eventyrlig, med en magisk kulisse, med et lys, der varierer fra scenen til scene, overvældende kostumer og et rigtigt professionelt skøjteløb hele vejen igennem.
 
Arena Fyn havde til premieren besøg af små prinsesser og prinser, der betaget betragtede denne eventyrverden og blev revet med af magien. Enkelte pev lidt og måtte holde hånd, da heksen i snehvide i al sin hæslighed fik snehvide til at tage et bid af det giftige æble, men heldigvis vågnede Snehvide op igen, og så var alt på plads igen og mors og fars hånd kunne slippes. Helt fantastisk blev det, da Askepots karet kørte frem i et fyrværkeri af lys og farver, trukket af seks ’heste’ mens kulissen åbnede sig og åbenbarede eventyrslottet.
 
Forestillingerne kører frem til og med søndag den 22. februar. Læs mere om billetkøb og praktiske informationer her.

 40 skøjteløbere fylder isen under Princess Classics. En af dem er Caroline Boucher, som vi mødte mellem shows for at høre om livet som en af Disneys skøjteprinsesser. Hør interview og se klip fra forestillingen.
Copyright © 2009 · Alle rettigheder forbeholdes · Odense Congress Center · Ørbækvej 350 · DK-5220 Odense SØ · Tlf. + 45 65 56 01 00 · occ@occ.dk