Få nyheder først - vind billetter!
Få nyheder først - vind billetter!

Der sker hele tiden noget på Odense Congress Center, og hvis du tilmelder dig vores månedlige nyhedsbrev deltager du i lodtrækningen om billetter til fede koncerter og fantastiske shows!

Tilmeld dig her!

x
Business nyhedsbrev
Tirsdag d. 8. oktober 2013 af Andreas Bøttger

Fynske Medier og OCC i messesamarbejde

Fynske Medier og Odense Congress Center i samarbejde

To store aktører i det fynske kulturliv går sammen om udvikling af nye og eksisterende forbrugermesser, der skal bringe flere og større messeoplevelser til syddanskerne. Første projekt på tegnebrættet er messen Ferie-Fritid, der løber af stablen i Odense Congress Center den 24.-26. januar.

Når tusindvis af ferieglade danskere til januar lægger vejen forbi Odense Congress Center og en af landets største feriemesser, er det resultatet af et nyt og enestående samarbejde mellem arrangøren, Odense Congress Center, og mediehuset Fynske Medier. De to vil fremadrettet i fællesskab være en dynamo i arbejdet med at skabe og udvikle en bred vifte af messer på Fyn, rettet mod forbrugere.

En af folkene bag beslutningen om at forene kræfterne i de to virksomheder er direktør for Odense Congress Center, Michael Jepsen, der ser et stort potentiale i aftalen.

- I Odense Congress Center har vi mange års erfaring i at afvikle messer af alle typer, mens Fynske Medier bidrager med en stor berøringsflade med syddanskerne. Sammen kan vi udvikle både nye og eksisterende messer i helt nye retninger, der først og fremmest kommer gæsterne til gode, forklarer han.

Samarbejdet indledes med en helt ny udgave af den klassiske feriemesse, der fremover kommer til at gå under navnet Ferie-Fritid. Messen, der samler en lang række ferierelaterede udstillere og aktiviteter i hallerne i Odense Congress Center, markerer dermed første skridt i et projekt, som man også hos Fynske Medier forventer sig meget af.

- Samarbejdet med Odense Congress Center er for os en naturlig udvikling af vores ønske om, at give syddanskerne flere store oplevelser og muligheder i deres egen baghave, fortæller Jesper Rosener, administrerende direktør hos Fynske Medier, og fortsætter.

- Kombinationen af en erfaren messeafvikler og et mediehus med tæt kontakt til mange forskellige målgrupper er meget spændende, og vi glæder os meget over at være del af det stærke samarbejde. Vi dækker i forvejen mange forskellige aspekter af det fynske kulturliv, så det var oplagt at involvere os yderligere og blive en aktiv del af udviklingen og markedsføringen af nye og spændende forbrugermesser i regionen, forklarer han.

Messer rettet mod private stiller store krav til både kvaliteten af indholdet og omtale i medierne, og det er målet hos de to samarbejdspartnere, at man ved at forene sine kompetencer i den kommende tid kan præsentere endnu flere nyskabelser på messeområdet.

- Med aftalen tager vi det bedste fra to verdener, der traditionelt ikke har arbejdet så tæt sammen, som det er tilfældet nu. Der er lagt meget energi og mange tanker i projektet, og vi er glade for allerede nu at kunne mærke, at der er grobund for at udvikle samarbejdet yderligere i fremtiden, slutter Michael Jepsen.

Faktaboks
Fynske Medier er Fyns største mediehus, og udgiver dagbladene Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, 13 ugeaviser, 10 vejvisere, websites og driver 2 lokalradioer.
Desuden har selskabet avistrykkeri, bogtrykkeri og avisdistribution. Selskabet har redaktioner og salgsafdelinger på hele Fyn.

Der er ca. 750 medarbejdere i Fynske Medier. Selskabet ejes af Fyens Stiftstidende A/S og A/S Svendborg Avis.

Odense Congress Center er en del af Odense Sport & Event, der desuden består af Odense Boldklub og JVB Concerts.

Copyright © · Alle rettigheder forbeholdes · Odense Congress Center · Ørbækvej 350 · DK-5220 Odense SØ · Tlf. + 45 65 56 01 00 · occ@occ.dk
EmediateAd